Ny Alfa Romeo 33 Stradale – Superbilen der hylder historien, nutiden og fremtiden

Den nye Alfa hylder mærkets historie og ser samtidig fremad mod en elektrisk fremtid. Den fås enten med V6 twin-turbo motor med 620 heste eller en elektrisk motor med 750 hestekræfter. Om du kan købe en? Det korte svar er nej. Stradale 33 bygges i en begrænset serie på 33 eksemplarer, og de er alle solgt på forhånd.

”Bottega”

“Bottega” er et nøgleelement i Alfa Romeos 33 projekt, hvor et team af eksperter samarbejder tæt med den enkelte kunde for at designe hver af de 33 unikke og eksklusive biler. Derfor er der ikke to biler, der er ens. ”Bottega” er Alfa Romeos nye ”coach-build” afdeling og er placeret i Sala del Consiglio museet i Arese i Milano, hvor designet af den originale 33 Stradale blev godkendt tilbage i 1967. Med tilføjelsen af Bottega-afdelingen kan Alfa Romeo håndbygge specialproduktioner og nå nye højder af detaljeringsgrad og individualisering.

For at sikre at bilens historie og ikoniske karakter respekteres, skal kundens ønsker til individualisering godkendes af 33-komitéen, inden bilen kan bygges. Komitéen består af Alfa Romeos ledelsesgruppe og ledes af mærkets CEO, Jean-Philippe Imparato, som udtaler:

”Med den nye 33 Stradale ville vi skabe en bil, der levede op til vores historie, støttede op om vores brand og ville gøre de mange ”Alfisti” fans stolte. Dette er kun lykkedes takket være vores teams ekspertise, hårde arbejde og passion og fordi vi i ledelsen har støttet op om projektet og har en klar ambition om at skrive nye kapitler til mærkets fremtid i fuld respekt for dets unikke historie. Dette er Alfa Romeos første specialbyggede bil siden 1969, og jeg kan love for, at det ikke bliver den sidste”.

Den nye 33 Stradale afspejler Alfa Romeo-teamets passion for mærket og ønsket om at skabe noget virkelig exceptionelt under Stellantis gruppens paraply. Den er beviset på at man som passioneret premium- og sportsvognsmærke med en lang historie, stadig kan udvikle unikke, smukke biler med masser af karakter, der appellerer til hjertet og kærligheden til automobilet.

Design

Den nye 33 Stradale er designet af Alfa Romeos design studio Centro Stile og er inspireret af forgængeren fra 1967. De grundlæggende designlinjer og bløde muskuløse former har de to generationer til fælles, men overfladerne på den nye Alfa er blevet mere dramatiske og tidssvarende, ift. hvad produktionsteknikker tillader i dag. Proportionerne er blevet gjort mere kompakte, og bilen er super aerodynamisk med en Cx værdi på 0,375 uden hjælp fra aktive systemer – og så har der også sneget sig designdetaljer ind, som vil gå igen i fremtidige biler fra det italienske mærke.

Fronten er tydeligt inspireret af den første generation 33 Stradales store bløde forskærme, og proportioneringen af forlygter og grill er bevaret. Til gengæld tilføjer de ellipseformede lygter med det avancerede lysbånd og lygter samt nyfortolkningen af den ikoniske Alfa Romeo grill, Scudetto, et element af sofistikeret high-tech, der skuer ind i fremtiden. På kølerhjelmen bryder en skarpt skåret trekant bilens bløde linjer, der peger ned mod logoet og Scudetto’et. Den skaber både dramatik til den ellers bløde form, men er også en reference til det luftindtag, den gamle 33/2 Stradale havde på kølerhjelmen.

Bilens side domineres af to kurver over for- og baghjul, det store luftindtag samt de avancerede ”butterfly” døre, der lidt usædvanligt er hængslet i loft og døråbningens nederst højre hjørne. Da dørene er i glas fra sideruden til op over taget, giver det en hel speciel følelse, der minder om at side i cockpittet på et fly.

Bagenden på 33 Stradale er decideret aggressiv. Den har et relativt lille udhæng bag ved baghjulene, og hjørnerne er ligesom på den originale 33 Stradale skåret skarpt for at forbedre luftens flow, når den forlader bilen. En sjov detalje er de store cirkulære baglygter, der fortsætter som to store sorte cylindre hen på bagskærmen og indrammes af en udskæring, der spejler den originale bils luftindtag placeret på netop samme sted. Det nederste af bagenden er holdt i sort med dobbelt udstødning på hver side og en stor diffuser for neden.

Interiør

Den nye 33 Stradale fås med to forskellige interiør: Tributo, der hylder originalen og Alfa Corse, der fokuserer på et meget sportsligt udtryk. Begge interiør er minimalistiske og støvsuget for information og knapper, der kan distrahere fra køreoplevelsen. De helt essentielle funktioner kan tændes og slukkes via mekaniske kontakter på midterkonsollen og i loftet, der yderligere fremhæver følelsen af flycockpit. Det legendariske Alfa Romeo teleskop instrumenthus er udført i et helt nyt 3D design, der både ser godt ud og er let aflæseligt. Ud over skærmen og de få funktions-kontakter, er al interaktion og kommunikation med bilen tiltænkt rattet; ikke via rat-knapper eller touch-funktioner men ved at køre bilen – det er det,det handler om i 33 Stradale, at køre bil.

 

Mest læste:

Læs også: