BMW i7 – luksus i meget lange baner

Af Bernt Kastberg, biltorvet.dk

Alene størrelsen fortæller dig, at BMW’s elektriske flagskib, i7, er noget ganske specielt. Den er nær 5,2 meter lang, to meter bred og overraskende høj som en SUV, men er mest en sedan, da bagruden ikke åbner med bagklappen, trods en næsten coupé-agtig skrånende bagende, som en ældre Bentley-limousine.

Limousine er netop, hvad i7 er bygget til at være. Et transportmiddel på første klasse til dig, som elsker at minde dig selv om, at din bankbog er så fed, at du fortjener at blive forkælet, også når du kører bil, eller bliver transporteret i en.

For selv om jeres anmelder elsker mest af alt i hele verden at køre selv, så er i7’eren en af få vogne, du vil elske at sidde på bagsædet af. Eller rettere ligge.

Prisen for vognen starter ved 1,5 mio. kr. og når du er i de luftlag, er det jo ligemeget lige at kyle 85 klik mere af på Executive Lounge, der giver dig liggestol og en storskærm, som glider ned fra loftet – BMW’ens største partytrick.

Den store skærm er på 31 tommer, men formatet er ret bredt, så tomme-målet snyder. Men ellers er det blot som dit eget fjernsyn – du kan proppe en chromcast i bagenden og streame fra mobilen, eller logge ind med en Amazone-konto og se Prime. Du kan zoome og få filmen vist i hele skærmbredden og sammen med de 18 surround-højttalere fra Bowens&Wilkens, der hælder fløde i ørene, fordi de lyder bare godt, er det fuldstændigt som at være i biografen.

Og den har flere party-tricks. Rundt i kabinen er et lysende bredt bånd af rombeformet plastik, man kan bestemme farverne i, og det gør sammen med rombeformede krystalglasknapper til sædejustering og volumenknap, at du føler dig som i en partybus. Glasknapperne er dog ekstraudstyr, som koster lige på den anden side af 10.000 kroner. I hver passagerdør er en lille skærm i mobilstørrelse, hvor man kan justere de her farver, samt storskærmen og klima, og det taler ikke just partybus-temaet ned.

Som om det ikke er nok, så glider hele vogntoget på luft, så når festen er slut, kan man blunde i liggestolen til den knapt hørbare hvislen af regnvåde dæk og sidevind, mens undervognen blidt vugger. En undervogn, der er sat vældig perfekt op til paradekørsel og minister-vinken, og ikke så meget til biljagter fra papparazier, men det forvandler elendige hullede brostensveje, som en følelse af bare tæer i pudevår. Det er en fænomenal cruiser, og når natten falder på, kan du nyde, at BMW har en ring af lys omkring de voldsomme nyrer ude foran, så alle kan se i bakspejlet, at her kommer en rig mand.

Bag rattet bliver du også forkælet, og ikke kun fordi der er massage i alle sæder, men fordi vognen med sine 544 hk og 745 Nm har power nok til at skubbe de 2,7 tons frem på kun 4,7 sekunder til 100 km/t. Det sker med firehjulstræk – en elmotor foran trækker med 190 kW og bag skubber den med 230 kW.

Batteriet er 101,7 kW og det rækker til 591 af de der urealistiske WLTP-kilometre. Den melder selv 500 km ved start, og det passer faktisk overraskende godt. Vi kører 700 kilometer frem og tilbage tværs over landet, med meget motorvej, og selv om vi kører til det folkefattige Sønderjylland på vestkysten, kan vi spæde op på en lille 22 kW’er i den forblæste landsby Ballum og senere på en stor 300 kW-børge i Nyborg, hvor den får kylet 40 kW i tanken på et kvarter, svarende til 200 km, alt rigeligt for at trille til Hovedstaden.

På papiret kan den lade med 195 kW, men det er kun kort tid, da ladeeffekten falder over tid, efterhånden som battericellerne fyldes og strømmen skal finde ledige pladser, og det er ganske normalt. I BMW starter den på 193 kW, hvilket er flot og efter otte minutter er den nede på 158 kW og et kvarter senere på 126 kW, og det er inden for skiven, hvad man kan forvente af en elbil.

Kort fortalt ender vi med et forbrug på 22,5 kWt i snit, og det er ikke så ringe for så gumpestor en bil med alt i udstyr og heller ikke for langt fra de 20 kWt, den praler med i de officielle specifikationer. Her prales også med, at den når fra 10-80 procent på lidt over en halv time, hvilket må siges at være sandt i forhold til vores virkelighed.

Selv om den tyske skude også er lækker bag rattet, fylder de mange funktioner og udstyr menusystemet til randen i en grad, så det meget ulig BMW, er svært at få overblikket og man famler tit efter det, man leder efter. Det hjælper ikke, at BMW har indført gestikuleringsgenkendelse, eller hvad man nu skal kalde det trick, hvor man med en håndbevægelse foran skærmen kan fx skrue op for lyden eller vælge næste musiknummer. Er man sådan en type, der vifter med hænderne, når der berettes løgnehistorier, kan man uforvarende komme til at aktivere systemet.

Heldigvis kan det slås fra et sted dybt i systemet og i det hele taget kan man indstille stort set alt, så det passer chaufførens lune og lyster. En sjov detalje, er at i7 har forskellige programmer, der ikke gør som dit sportsprogram i din Mini – det er også et sportsprogram, som i parentes bemærket lige strammer sæderne op i siderne, hvilket er herligt, men der er også et køreprogram som Relax, der tænder for massagen i alle fire sæder, sætter gult lys i kabinen og fjerner gardinet fra panoramasoltaget, så man kan se himlen, eller Expressive, som vælter en masse farver ud, hvor det nu kan lade sig gøre i LED-lysstriberne, samt ruller gardinerne bag op og skærmen ned for at vise billedkunst. Det er rent lir, men fungerer ganske godt, når man vil imponere nye passagerer.

Faktisk er der så meget i7 kan, at BMW har følt sig nødsaget – eller er det blot god service? – til at lave små instruktionsvideoer på Youtube, hvor man bliver taget igennem nogle af alle de her indstillingsmuligheder.

Man kan ikke lade være at tænke på, om BMW mon har kigget Rolls Royce over skuldrene, som jo er et bilmærke, de ejer. For sådan er luksusfornemmelsen, man føler sig virkelig forkælet på bussiness class.

Prisen for i7 med alt det der udstyr, render op at kysse to millioner kroner. På en eller anden måde føles den alle pengene værd – når man smider så mange penge, vil man gerne have noget ekstraordinært, og det er i7. Det er en af de bedste elbiler derude. Måske den bedste.

Eneste minus er, at den måske ikke er prangende nok, altså udendørs, indenfor mangler der jo kun en røgmaskine for at fuldende champagnediskoteket. Udseendet er anonymt i forhold til alt det, den er, men det passer godt til dem, som har penge og ikke praler med det – det man i gamle dage kaldte god stil. Så er du til luksus i lange baner, kører du den altså ind med god stil i i7.

Mest læste:

Ford Mustang GTD: En ny superbil er født

”Design en Mustang, der kan overhale alle europæiske sportsvogne indenom”. Sådan lød opgaven til Fords amerikanske designteam. Stærkt inspireret af den for nylig afslørede Ford GT3,

Læs også: